Godt indtryk?

Nu har jeg været på mit 'nye' arbejde i ca. 5 måneder.

Jeg startet som vikar i midten af januar, her stod jeg på ski og havde det skønt med en stor børneflok. Om det var evnerne på ski, eller evnen til at hygge mig, ved jeg ikke, men efter 5 dage blev tilbudt en fuldtidsstilling, som jeg takkede ja til.

Stillingsbetegnelsen var assistent, den ble (for alle assistenter) ændret til pedagogisk medarbejder i april. Grunden var en mere positiv klang i stillingsbetegnelsen.

Gennem maj måned, har jeg flere gange fået at vide at jeg skulle læse min stillingsinstruks GRUNDIGT, jeg undrede mig, men ved nærlæsning opdagede jeg at jeg egentlig gjorde mere, og tog mere ansvar end jeg var ansat til.

For et par dage siden gik jeg ind til chefen og spurgte hvad det krævede af mig at blive pedagogisk leder heroppe i Norge, jeg tenkte langsigtet, men det gjorde han ikke. Under et døgn gik der fra jeg havde spurgt til jeg var tilmeldt en videreuddanning som gør jeg bliver opgraderet på norsk.

Nu kan jeg så glæde mig til at skulle åbne en bog igen, blive opdateret fagligt og lære noget nyt.


Det skal nu også nævnes at jeg stadig er ansat i prøveperioden, som heroppe er 6 måneder.

Snart møder vi enden på skoleåret.

Tik tak tik tak tiden går, og nogle gange lidt for hurtigt.

Nu nærmer tiden sig hvor vi skal til diverse afslutninger, næste uge byder på afslutning til gymnastik, sommerafslutning i børnehaven og skoleafslutning. Alle med grill, sang og underholdning.

Sommerferien står og banker på døren, 17. juni er sidste skoledag. Forude venter 2 måneders sommerferie (fra skolen).

Når sommerferien slutter står vi pludselig med to skolebørn. Uhh tiden går alt for stærkt.

Melkværn.

I fødselsdagsgave var jeg så heldig at få en melkværn.

Juhuu lige sådan en jeg havde ønsket mig, og så passer den til min køkkenmaskine, som jeg fik i fødselsdagsgave sidste år.

Hvad skal jeg dog med sådan en?

-jo ser du, herhjemme kæmper vi lidt (meget) med glutenintoleranse/allergi, og vi har derfor et højt forbrug af div. mærkelige meltyper, som koster det halve kongerige.
Hvis jeg selv ligger lidt energi i det, og maler selv, kan jeg halvere kiloprisen på meget af det. FEDT!

Tidligere idag, forvandlede jeg et kilo ris til et kilo rismel, bare sådan lige.

Mænd....?

Er det sådan mænd er?

Når deres kone/kæreste kommer til skade, så gør de alt i verdenen for at rede hende.
Når hun er reddet og i sikkerhed, så reddes det materielle hun (evt.) var i nærheden af.
Mens hun sidder og sunder sig, så fremvises, om muligt, det (evt.) ødelagte materiel, ellers tales der om det.
Der tillægges en dårlig samvittighed til kvinden over en ødelagt 'død ting' og hun får ofte høre om sit uheld.
Når hun klager over smerte, får hun at vide, hun ikke skal pive.
Derefter pakkes hun ind i vat, tænk om hun skulle komme tilskade igen, og han selv skulle lave mad.

Bloggen.

Den seneste tid har jeg ikke været så flink til at pleje min blog.Jeg har længe gået og tænkt at nu skulle jeg huske at skrive det og det, men i farten så bliver det udsat gang på gang. På mit arbejde får jeg plejet mit 'bloggergen', der skal nemlig skrives dagbog hver dag, og den bliver lagt ud på intranettet.

Igår mødte jeg en anden blogger på et marked, vi udvekslede blognavn og sagde på gensyn i blogland, inden vi blev afbrudt af festlig musik og høje råb om konebæring.
Konebæring....... underholdning på højt plan, du tager din kone og vælger en af følgende bære muligheder:

1. hesten; du bærer hende på ryggen.
2. brandmanden; du slænger din kone over skulderen.
3. på skuldrene
4. den avancerede, svær at beskrive, men morsom at se på. Konen hænger på ryggen (mave mod ryg), hovedet nedad, numsen i nakken på manden og benene fremad.

Når du har valgt mulighed, løfter du konen op, tjekker modstanderen ud, og så gælder det om at vinde kapløbet.

Nogle klarede det med stil, andre kastede konen over målstregen idet de faldt, og enkelte havde svært ved at gennemføre. Selvom vi havde bryllupsdag igår, og jeg endnu ikke er blevet båret over dørtersklen, så var vi begge enige om, at det der med bæring kunne godt vente.

Forår.

Nu er sneen næsten helt væk, inde i skoven ligger der stadig små pletter og gemmer sig, men haven er nu helt snefri.
Solen er begyndt at tage fat med fornyet kraft. Det er skønt at nyde solens varme, og jeg mærker en ny energi der langsomt vokser frem.

Til aften har vi spist ude for første gang i år, ihvertfald når det gælder aftensmaden. Børnene nyder at vi er ude næsten hele dagen, men jeg mærker, at der skal testet nye grænser når de vante spiserammer flyttes.

Vasketøjet er hængt op i den efterhånden kølige aftenluft og solen er begyndt at gemme sig bag fjellet i haven. 

Hvor er det dog skønt, at sidde her i haven med en kop aftenkaffe og nyde, at børnene leger.

Vår på vej?

Mærkeligt nok er jeg stadig ikke blevet helt træt af sne og vinter endnu.

Jeg syntes stadig der er smukt med et hvidt vinterlandskab, elsker at se børnenes iver når de står på ski, at slæbe afsted med en pulk fuld af børn på arbejdet og klatre rundt i den dybe sne for at kæmpe mig op på kælkebanen i haven.

Jeg blev forundret da jeg så græsset titte frem i rabatten, stregerne på vejen giver en anvisning om hvor på vejen man skal køre, mens de resterende spor efter isen tydeligt viser at det ikke er blevet overholdt gennem hele vinteren. Gammelt strå fra høsten sidste efterår kigger frem på marken, (altså der hvor løjpe-maskinen har kørt) og fjeldet i haven kigger frem fra sit vinterskjul og fuglene er begyndt at synge.

Vejret byder på sol, regn, slud og nattefrost. Især regnen tager hårdt på snemængden og man kan se at den svinder fra dag til dag.

Vinter.

Uhhh der er sket meget heroppe de sidste måneder.

I mit sidste indlæg skrev jeg "hvem der dog bare gik i børnehave." -følelsen af dette skulle jeg hurtigt komme til at mærke, for små 14 dage senere blev jeg ansat som vikar på ski i børnehaven. Det var lidt af en udfordring at skulle stå på ski blandt børn, for når man selv ved at evnerne ikke helt er på plads kører man ikke ned af bakke mod en børneflok, uden man kan bremse. Jeg har dog været nødt til at kaste mig ud i situationer, jeg normalt ikke lige ville gøre, overgået flere grænser hurtigere end før, og taget flere hovedspring i sneen. Sikke et fantastisk job, skiene på ud i skoven og selvfølgelig have styr på en skøn børneflok.

14 dage senere, blev jeg fatsansat som assistent, i småbørnsafdelingen. -uden ski, men stadig et fantastisk job. Et job hvor der er plads til at være den man er, plads til at komme med ideer og indspark, mulighed for at gøre som man vil. Ude aktiviteter hver dag, uanset hvordan vejret er. Jeg mærker at jeg savner at have mine ski på. Det er kun blevet til enkelte dage i skoven efter arbejde, og en enkelt gang på den lokale løjpe med vores søn. Den tur var et kapitel for sig selv. :o)
Turen på den lokale løjpe var en 'erstatningstur' i stedet for at komme til gymnastik, (fordi salen var optaget) blev der arrangeret en tur i skoven. Da jeg havde været på arbejde hele dagen og havde sent fri, var vi lidt sent ude. Jeg havde dog besluttet at tage mine ski med og tage med en tur rundt, så jeg kunne se hvad løjpen bød på i trygge hænder. Da vi kom var de andre taget afsted, jeg ringede til en anden mor for at høre hvor de var, hun forklarede mig vejen og at vi skulle holde til højre på et bestemt tidspunkt. Vi startede på stadionet hvor børnene kører pointløb om fredagen, det gik fint, dejlig fint fladt område, hvor stadionet slutter og skoven starter kom der en (i min verden) kæmpe bakke ned. Jeg sendte først knægten afsted, ingen frygt i livet bare derudaf og ned af bakken man ikke kunne se enden på. Da han var nede, blev det så min tur til at efterleve.... Det gik stærkt ned af bakke, bakken flaede ud, og jeg følte mig sikker, juhuu jeg klarede det, indtil sandheden og den næste bratte bakke ned mødte mig, før jeg anede mine gode råd gik den næste tur nedad i fuld fart. Jeg kom ned i et stykke, og så gik det ellers op ad bakke igen. Herefter blev det fladt igen. Vi gik derudaf og der gik lidt før vi mødte de andre. De var på vej tilbage igen, jeg overvejede at vi skulle vende om og følges med de andre tilbage, men jeg ville jo også gerne se hele løjpen rundt. Træneren tilbød at tage vores søn med rundt, så jeg kunne gå tilbage. Jeg spurgte hvor mange bakke der var rundt og om hvor stejle de var. "jooo det går da lidt op og ned" lød svaret. JA, på norsk skulle det senere vise sig. Jeg kastede mig ud i at fuldfører turen, til min egen store underholdning. For selvom der var flere mega bakker, (i min verden) så klarede jeg dem alle. Jeg havde hele tiden Thomas Urskov ord hængende i baghovedet: "Hvis man ikke er faldet en gang på en dag, har man ikke udfordret sig selv." Og da vi var ved at være tilbage ved stadionet igen, var jeg lidt skuffet, for jeg syntes da nok jeg havde udfordret mig selv på den tur, men jeg var endnu ikke faldet. Indtil vi skulle forcerer den sidste bakke op mod stadionet, der var det ret glat og min ene ski gled fra mig og tog mit ben med sig. Tænk en gang, alle de bakke jeg havde udfordret mig selv med nedad, var ikke dem jeg skulle falde på, nej det var den sidste bakke opad der åbenbart var min største udfordring. ;o) Jeg var dog meget tilfreds med mig selv og min egen indsats, og selvom jeg ikke havde været faldet syntes jeg nu nok at jeg havde udfordret mig selv.

Nu skriver vi marts måned, foråret begynder så småt at banke på, termometeret er begyndt at vise plus grader midt på dagen og istapperne hænger lange fra taget. Men sneen er ikke sådan bare væk med det samme af den grund, vi har over en halv meter sne liggende, så det tager nok sin tid før vi siger endeligt 'på gensyn' til vinteren. Vi har jo også stadig nogle pointløb der skal køres.

Når mor og far får 'baghjul'....

Vores juleferie blev afsluttet med ski i haven.
Vores have er pludselig ikke så stor når vi er 4 der har ski på og alle vil være på det flade område.
Der gik ikke mange minutter for knægten begyndte at kede sig og søge udfordringer i haven, selvfølgelig med ski på.
Lars bevægede sig op på vores 'store' skibakke, og det lykkedes ham at komme ned opretstående, med et styrt for enden af bakken. Jeg måtte gøre ham kunsten efter, væltede på vej OP af bakken, kom ned med skiene på jorden og lærte meget hurtigt at bremse da jeg var ved at bevæge mig ud på en ny bakke, hvor der er jævnet sne, som fører ned til parkerede biler.

Mandag og tirsdag har vores dreng været ude at gå på ski i børnehaven, og han er ret god til det efterhånden, skituren blev afsluttet med skøjteløb på boldbanen. Hvem der dog bare gik i børnehave. ;o)

Igår havde den store ski med i skole, hun havde vist selv været lidt spændt på hvordan det skulle gå. Hun kom hjem pavestolt, for det var gået rigtig godt. (også beskeden vi fik, da vi mødte en af lærerne til juletræsfest om aftenen.)

Fredag skal vi til lokalt pointløb (på ski) de to store skal deltage. Mor, far og lillepigen, hmmm, vi kommer nok til at 'nøjes' med at heppe. ;o)

Juleferie.

Endelig blev det jul og vi havde planlagt juleferie i Danmark.
Bilen var køreklar, alt var pakket og vi glæede os til at skulle holde ferie. MEN igen kom der noget i vejen, der var lovet snestorm i Danamark, og den ville nok ikke bare stoppe ved Øresund. Vi var lidt skeptiske ved situationen for planen var at køre ned igennem Sverige. Frygten for at sidde på den svenske motorvej i en snedrive var helt klart tilstede. Nu var gode råd dyre, hvordan skulle vi komme frem? Pludselig slog det mig: OSLOFÆRGEN, vi snyder da snestormen og sejler hjem, hurtigt fik jeg bestilt en billet og turen gik nu til Oslo. Vi vågnede juleaftensmorgen på færgen, spiste morgenmad og kunne trille af færgen og 'liste' hjem til mine forældre.

Julen blev veloverstået i familiens nærvær, det var dejligt at se alle igen.
Dagene efter stod på afslapning, besøg enkelte steder og gavebytteri.

Torsdag gik turen hjem igen, vi valgte denne gang at køre hjem, for vejene virkede tilforladelige. Da bilen var pakket begav vi os hjemad. Motorvejen så fin ud, og vi kunne holde en fin hastighed, og vi så frem til en tilforladelig tur hjem. Efter en tissepause, begyndte det pludselig at regne, forruden begyndte at fryse til is, så vidste vi godt hvad klokken havde slået; islag. Efter kort tid på motorvejen holdt der en politibil på tværs, vi blev dirigeret af motorvejen og fagterne fortalte os meget tydeligt at vi kunne fortsætte, men i MEGET lav hastighed. Da vi kom på motorvejen igen kørte vi forrest, og holdte en fornuftig lav hastighed, ude i horisonten kunne vi se blå blink, så vi vidste at farten ikke skulle sættes op. Mange var enige med os i hastigheden og blev pænt liggende bag os, men ikke alle var lige begejstret for en smule snusfornuft, de lagde sig ud i overhalingssporet og så blev farten sat op. -men 'lykken' varede ikke længe for dem, for længere fremme var der sket et traffikuheld, som spærede hele motorvejen. Det blev til hårde opbremsninger og biler der blev sat i slinger. Ingen ramte hinanden og ingen kom noget til, men nu var motorvejen helt spærret, og traffikuheldet længere fremme krævede en del blå blink af alle slags, og op til flere bjærgningskøretøjer.
Så der sad vi, fanget på motorvejen, heldigvis med en kande varm kaffe (tak mor), lillepigen der tog en lur og de to store sad og talte blink.
Efter 1 time var der ryddet op igen, bilen var nu pakket ind i is, vores tagboks og fronten havde et lag is på ca. 1½ cm. Vi kom forbi ulykkesstedet, som bar tydelige præg af hvordan bilerne var skøjtet rundt. Vi kørte af ved første afkørelse, fandt en lille grill hvor vi spiste noget mad og håbede det ville stilne af mens vi spiste.
Herefter var vejene glatte, men fremkommelige, vi listede os stødt og roligt længere og længere nordpå. Fordi vi havde gjort flere uplanlagte stop på vejen, nåede vi ikke den sidste færge i Moss, og vi måtte køre den lange tur hjem. 03.15 var vi hjemme, godt trætte.