Vinter.

Uhhh der er sket meget heroppe de sidste måneder.

I mit sidste indlæg skrev jeg "hvem der dog bare gik i børnehave." -følelsen af dette skulle jeg hurtigt komme til at mærke, for små 14 dage senere blev jeg ansat som vikar på ski i børnehaven. Det var lidt af en udfordring at skulle stå på ski blandt børn, for når man selv ved at evnerne ikke helt er på plads kører man ikke ned af bakke mod en børneflok, uden man kan bremse. Jeg har dog været nødt til at kaste mig ud i situationer, jeg normalt ikke lige ville gøre, overgået flere grænser hurtigere end før, og taget flere hovedspring i sneen. Sikke et fantastisk job, skiene på ud i skoven og selvfølgelig have styr på en skøn børneflok.

14 dage senere, blev jeg fatsansat som assistent, i småbørnsafdelingen. -uden ski, men stadig et fantastisk job. Et job hvor der er plads til at være den man er, plads til at komme med ideer og indspark, mulighed for at gøre som man vil. Ude aktiviteter hver dag, uanset hvordan vejret er. Jeg mærker at jeg savner at have mine ski på. Det er kun blevet til enkelte dage i skoven efter arbejde, og en enkelt gang på den lokale løjpe med vores søn. Den tur var et kapitel for sig selv. :o)
Turen på den lokale løjpe var en 'erstatningstur' i stedet for at komme til gymnastik, (fordi salen var optaget) blev der arrangeret en tur i skoven. Da jeg havde været på arbejde hele dagen og havde sent fri, var vi lidt sent ude. Jeg havde dog besluttet at tage mine ski med og tage med en tur rundt, så jeg kunne se hvad løjpen bød på i trygge hænder. Da vi kom var de andre taget afsted, jeg ringede til en anden mor for at høre hvor de var, hun forklarede mig vejen og at vi skulle holde til højre på et bestemt tidspunkt. Vi startede på stadionet hvor børnene kører pointløb om fredagen, det gik fint, dejlig fint fladt område, hvor stadionet slutter og skoven starter kom der en (i min verden) kæmpe bakke ned. Jeg sendte først knægten afsted, ingen frygt i livet bare derudaf og ned af bakken man ikke kunne se enden på. Da han var nede, blev det så min tur til at efterleve.... Det gik stærkt ned af bakke, bakken flaede ud, og jeg følte mig sikker, juhuu jeg klarede det, indtil sandheden og den næste bratte bakke ned mødte mig, før jeg anede mine gode råd gik den næste tur nedad i fuld fart. Jeg kom ned i et stykke, og så gik det ellers op ad bakke igen. Herefter blev det fladt igen. Vi gik derudaf og der gik lidt før vi mødte de andre. De var på vej tilbage igen, jeg overvejede at vi skulle vende om og følges med de andre tilbage, men jeg ville jo også gerne se hele løjpen rundt. Træneren tilbød at tage vores søn med rundt, så jeg kunne gå tilbage. Jeg spurgte hvor mange bakke der var rundt og om hvor stejle de var. "jooo det går da lidt op og ned" lød svaret. JA, på norsk skulle det senere vise sig. Jeg kastede mig ud i at fuldfører turen, til min egen store underholdning. For selvom der var flere mega bakker, (i min verden) så klarede jeg dem alle. Jeg havde hele tiden Thomas Urskov ord hængende i baghovedet: "Hvis man ikke er faldet en gang på en dag, har man ikke udfordret sig selv." Og da vi var ved at være tilbage ved stadionet igen, var jeg lidt skuffet, for jeg syntes da nok jeg havde udfordret mig selv på den tur, men jeg var endnu ikke faldet. Indtil vi skulle forcerer den sidste bakke op mod stadionet, der var det ret glat og min ene ski gled fra mig og tog mit ben med sig. Tænk en gang, alle de bakke jeg havde udfordret mig selv med nedad, var ikke dem jeg skulle falde på, nej det var den sidste bakke opad der åbenbart var min største udfordring. ;o) Jeg var dog meget tilfreds med mig selv og min egen indsats, og selvom jeg ikke havde været faldet syntes jeg nu nok at jeg havde udfordret mig selv.

Nu skriver vi marts måned, foråret begynder så småt at banke på, termometeret er begyndt at vise plus grader midt på dagen og istapperne hænger lange fra taget. Men sneen er ikke sådan bare væk med det samme af den grund, vi har over en halv meter sne liggende, så det tager nok sin tid før vi siger endeligt 'på gensyn' til vinteren. Vi har jo også stadig nogle pointløb der skal køres.

Når mor og far får 'baghjul'....

Vores juleferie blev afsluttet med ski i haven.
Vores have er pludselig ikke så stor når vi er 4 der har ski på og alle vil være på det flade område.
Der gik ikke mange minutter for knægten begyndte at kede sig og søge udfordringer i haven, selvfølgelig med ski på.
Lars bevægede sig op på vores 'store' skibakke, og det lykkedes ham at komme ned opretstående, med et styrt for enden af bakken. Jeg måtte gøre ham kunsten efter, væltede på vej OP af bakken, kom ned med skiene på jorden og lærte meget hurtigt at bremse da jeg var ved at bevæge mig ud på en ny bakke, hvor der er jævnet sne, som fører ned til parkerede biler.

Mandag og tirsdag har vores dreng været ude at gå på ski i børnehaven, og han er ret god til det efterhånden, skituren blev afsluttet med skøjteløb på boldbanen. Hvem der dog bare gik i børnehave. ;o)

Igår havde den store ski med i skole, hun havde vist selv været lidt spændt på hvordan det skulle gå. Hun kom hjem pavestolt, for det var gået rigtig godt. (også beskeden vi fik, da vi mødte en af lærerne til juletræsfest om aftenen.)

Fredag skal vi til lokalt pointløb (på ski) de to store skal deltage. Mor, far og lillepigen, hmmm, vi kommer nok til at 'nøjes' med at heppe. ;o)