Godt indtryk?

Nu har jeg været på mit 'nye' arbejde i ca. 5 måneder.

Jeg startet som vikar i midten af januar, her stod jeg på ski og havde det skønt med en stor børneflok. Om det var evnerne på ski, eller evnen til at hygge mig, ved jeg ikke, men efter 5 dage blev tilbudt en fuldtidsstilling, som jeg takkede ja til.

Stillingsbetegnelsen var assistent, den ble (for alle assistenter) ændret til pedagogisk medarbejder i april. Grunden var en mere positiv klang i stillingsbetegnelsen.

Gennem maj måned, har jeg flere gange fået at vide at jeg skulle læse min stillingsinstruks GRUNDIGT, jeg undrede mig, men ved nærlæsning opdagede jeg at jeg egentlig gjorde mere, og tog mere ansvar end jeg var ansat til.

For et par dage siden gik jeg ind til chefen og spurgte hvad det krævede af mig at blive pedagogisk leder heroppe i Norge, jeg tenkte langsigtet, men det gjorde han ikke. Under et døgn gik der fra jeg havde spurgt til jeg var tilmeldt en videreuddanning som gør jeg bliver opgraderet på norsk.

Nu kan jeg så glæde mig til at skulle åbne en bog igen, blive opdateret fagligt og lære noget nyt.


Det skal nu også nævnes at jeg stadig er ansat i prøveperioden, som heroppe er 6 måneder.

Vinter.

Uhhh der er sket meget heroppe de sidste måneder.

I mit sidste indlæg skrev jeg "hvem der dog bare gik i børnehave." -følelsen af dette skulle jeg hurtigt komme til at mærke, for små 14 dage senere blev jeg ansat som vikar på ski i børnehaven. Det var lidt af en udfordring at skulle stå på ski blandt børn, for når man selv ved at evnerne ikke helt er på plads kører man ikke ned af bakke mod en børneflok, uden man kan bremse. Jeg har dog været nødt til at kaste mig ud i situationer, jeg normalt ikke lige ville gøre, overgået flere grænser hurtigere end før, og taget flere hovedspring i sneen. Sikke et fantastisk job, skiene på ud i skoven og selvfølgelig have styr på en skøn børneflok.

14 dage senere, blev jeg fatsansat som assistent, i småbørnsafdelingen. -uden ski, men stadig et fantastisk job. Et job hvor der er plads til at være den man er, plads til at komme med ideer og indspark, mulighed for at gøre som man vil. Ude aktiviteter hver dag, uanset hvordan vejret er. Jeg mærker at jeg savner at have mine ski på. Det er kun blevet til enkelte dage i skoven efter arbejde, og en enkelt gang på den lokale løjpe med vores søn. Den tur var et kapitel for sig selv. :o)
Turen på den lokale løjpe var en 'erstatningstur' i stedet for at komme til gymnastik, (fordi salen var optaget) blev der arrangeret en tur i skoven. Da jeg havde været på arbejde hele dagen og havde sent fri, var vi lidt sent ude. Jeg havde dog besluttet at tage mine ski med og tage med en tur rundt, så jeg kunne se hvad løjpen bød på i trygge hænder. Da vi kom var de andre taget afsted, jeg ringede til en anden mor for at høre hvor de var, hun forklarede mig vejen og at vi skulle holde til højre på et bestemt tidspunkt. Vi startede på stadionet hvor børnene kører pointløb om fredagen, det gik fint, dejlig fint fladt område, hvor stadionet slutter og skoven starter kom der en (i min verden) kæmpe bakke ned. Jeg sendte først knægten afsted, ingen frygt i livet bare derudaf og ned af bakken man ikke kunne se enden på. Da han var nede, blev det så min tur til at efterleve.... Det gik stærkt ned af bakke, bakken flaede ud, og jeg følte mig sikker, juhuu jeg klarede det, indtil sandheden og den næste bratte bakke ned mødte mig, før jeg anede mine gode råd gik den næste tur nedad i fuld fart. Jeg kom ned i et stykke, og så gik det ellers op ad bakke igen. Herefter blev det fladt igen. Vi gik derudaf og der gik lidt før vi mødte de andre. De var på vej tilbage igen, jeg overvejede at vi skulle vende om og følges med de andre tilbage, men jeg ville jo også gerne se hele løjpen rundt. Træneren tilbød at tage vores søn med rundt, så jeg kunne gå tilbage. Jeg spurgte hvor mange bakke der var rundt og om hvor stejle de var. "jooo det går da lidt op og ned" lød svaret. JA, på norsk skulle det senere vise sig. Jeg kastede mig ud i at fuldfører turen, til min egen store underholdning. For selvom der var flere mega bakker, (i min verden) så klarede jeg dem alle. Jeg havde hele tiden Thomas Urskov ord hængende i baghovedet: "Hvis man ikke er faldet en gang på en dag, har man ikke udfordret sig selv." Og da vi var ved at være tilbage ved stadionet igen, var jeg lidt skuffet, for jeg syntes da nok jeg havde udfordret mig selv på den tur, men jeg var endnu ikke faldet. Indtil vi skulle forcerer den sidste bakke op mod stadionet, der var det ret glat og min ene ski gled fra mig og tog mit ben med sig. Tænk en gang, alle de bakke jeg havde udfordret mig selv med nedad, var ikke dem jeg skulle falde på, nej det var den sidste bakke opad der åbenbart var min største udfordring. ;o) Jeg var dog meget tilfreds med mig selv og min egen indsats, og selvom jeg ikke havde været faldet syntes jeg nu nok at jeg havde udfordret mig selv.

Nu skriver vi marts måned, foråret begynder så småt at banke på, termometeret er begyndt at vise plus grader midt på dagen og istapperne hænger lange fra taget. Men sneen er ikke sådan bare væk med det samme af den grund, vi har over en halv meter sne liggende, så det tager nok sin tid før vi siger endeligt 'på gensyn' til vinteren. Vi har jo også stadig nogle pointløb der skal køres.

En dag på skolen.

Idag har jeg været så heldig at få lov til at deltage i noget af undervisningen på skolen. (Jeg/vi har altid lov til at komme ind og være med i klassen når jeg/vi vil det.)

Idag skulle 2. klasse nemlig vaccineres, så jeg måtte i gemmerne og finde vaccinekortet frem så jeg vidste hvad der manglede.
Da vi kom ind til sundhedsplejersken, var de allerede ved at spritte armen af og skulle til at stikke før jeg havde fået sagt noget. Så jeg måtte bede dem om at stoppe NU før de stak. Og lige tage en snak om hvilken vaccine der skulle gives. Det vidste sig, at den de skulle have er den som bliver givet til 4-5 årige i Danmark, så kunne vi pænt sige nej tak til en yderligere vaccine.

Jeg er stadig meget imponeret over, at de ikke behøver, at have et fint dyrt penalhus med de nyeste og bedste tusser og blyanter i. På deres bord har de nemlig hver deres lille kurv med det de har brug for i skolen, af blyanter, farveblyanter, viskelæder og blyantspidser.
Som lærer syntes jeg der er en genial ide, da alle har samme udgangspunkt for at arbejde og alle her de samme arbejdsredskaber. Og der ikke er nogle problemer med glemte penalhuse. Selv 'farveladen' (den der klassiske hvide dims med 6 vandfarver i) på hylden har navn på, en til hver, ikke noget at slås om.

Efter at have været på skolen i nogle timer og fået lov til at være med som 'assistent' i klassen, hvor flere en jeg havde regnet med, forstod hvad jeg sagde, fik jeg lidt blod på tanden. Jeg fik talt lidt med klasselæreren om det, mens eleverne spiste med rektor. -hun sendte mig straks til undervisningsinspektøren (viceleder) med beskeden om at de manglede ringevikarer (tilkaldevikar). Så idag har jeg været til min første norske jobsamtale. Og de var meget interesseret, så nu mangler jeg 'bare' norsk fødselsnummer og et skattekort, så har jeg et tilkaldejob.

I eftermiddag står den så på halloweenfest for 1.-4. klasse i det lokale idrætshus. Hvor jeg kunne forstå på nogle af drengene i klassen, at der ville komme mange skeletter. UHH gys og gru......

Fra tanke til handling.

Nogle har igennem tiden efterlyst mig som blogger. Jeg har tænkt på det længe, men ikke haft modet, tiden, viljen eller emnet.
Nu er jeg her.

Modet er tilstede, tiden er knap, viljen er her og emnet, ja... teltpæle!

Hvad er en teltpæl egentlig? Vi omtaler dem i flæng, når folk vælger at flytte, men hvor kommer udtrykket fra? -hos os bliver der talt meget om teltpæle for tiden, og deres 'ståsted' er til heftig debat.

Første gang jeg flyttede mine teltpæle, var da jeg mødte Lars, jeg flyttede fra det store København og ud på landet. Det havde sine omkostninger, men også mange glæder, og de fleste problematikker kom der hurtigt en løsning på.

Vi har efterfølgende flyttet to gange, men kun liiige rundt om hjørnet.
Nu er situatioenen den at Lars har fået job i Norge, familien har været adskilt i nogle måneder, hvilket er en total uholdbar løsning. Så vi har valgt at rykke vores teltpæle, vores hus er ved at blive gjort salgsklar og næsten alt er pakket ned og klar til flytning.

Min blog kommer til at handle om de udfordringer det giver for en familie på 5, at rykke alt op med rod, tilpasse sig et nyt system og skabe et nyt netværk.

Vi ved at tanken skræmmer mange, herhjemme glæder vi os!