Ååååhhh du kære....

sommerferie.

Nu har vi kendt hinanden i 2 uger, halvdelen af vores forhold er gået, og et halvt forhold er tilbage.
Vi har været igennem mangt og meget, og foran os ligger flere eventyr.

Du har skruet på min døgnrytme, men det gør ingenting. For jeg kan lide at sidde i starinlysets skær sammen med dig, og nyde aftenen mens mørket falder på.

Ååååhhh du, jeg vil nyde dit selskab og de lange aftener lidt endnu.
Så må jeg ta en 'kold tyrker' når hverdagen igen banker på.

Tønsberg.

I sidste uge, var jeg så heldig at kunne indtage Tønsberg helt for mig selv, og have tid til det.
Ingenting at skulle nå, intet stress og jag, ingen børn og ingen mand. Kun mig i mit tempo og det jeg ville se.

Jeg opdagede nye spændende steder, små lækre og hyggelige butikker jeg ikke havde set før, genbrugsbutikker og butikker med lækre hjemmelavede ting.

Jeg fandt en fin krukke med låg, den ville være fin som sukkerskål i mit køkken.

-men i og med at det kun var mig og det jeg ville se, så glemte jeg helt at spise. Jeg mærkede pludselig behovet for mad være til stede. I form af; hvis du ikke snart sætter dig ned og får noget mad, så dejser du om midt på gaden. I sådanne situationer kan jeg også godt blive lidt distræt. Jeg fandt en lílle cafe at sætte mig på, hang posen med min nyindkøbte sukkerskål på en knage under bordet. Og i et distræt øjeblik hvor jeg hængte pose og skulle koncentrere mig om at min mad var ved at være klar, røg posen på gulvet, med et tomt hult KNALD! -jeg vidste godt hvad lyden betød, jeg havde ingen sukkerskål længere.

Selvom jeg vidste at min sukkerskål ikke levede længere, så bar jeg den hele vejen med hjem, bare for at kunne vise Lars hvor fin den havde været.

På vej hjem stoppede jeg ved en genbrugsbutik, som jeg længe har vist var der, men bare aldrig havde været i. Der fandt jeg denne lille tepotte, så nu har jeg igen en lille tepotte, der kun er til min dejlige urtete.

Og eftermiddagen kunne så nydes med en kop varm kaffe, hjemmebagte kanelsnegle og sne der dalede....

Efterår.

Sommeren er da så absolut slut her, og mens efteråret raser og vinteren presser sig på, så er der dage hvor vejret bare er fantastisk.

Meget af sidste uge regnede det, men igår var det helt skønt. Solen skinnede, ca 12 grader og ikke en vind der rørte sig. Det var bare om at komme ud.

Og når haven ser sådan ud;

Så burde man måske rive bladene væk, men nej, vi samlede dem op en for en, og efter et par timer i haven med ståltråd, en kop kaffe undervejs, så var bladene forvandlet fra rod til pynt.

Vasketøjet kom også ud en tur, og da jeg stod op til morgen, hang det dybfrossent derude og græsset var hvidt af rimfrost. Endnu en reminder om, at vinteren banker på.

Når kreativitet forpligter.

Jeg har fået den smukkeste invitation længe!

-den kræver et svar.

Når nu jeg ved jeg kan, modtager ved jeg kan, ja så forpligter kreativiteten vel?! Der er ingen forventninger fra modtager om at jeg gør det, kun min egne. -men det der gør kreativitet til en hæmsko for mig, er min egen selvkritik. En kritik, en forpligtigelse, en fordybelse om at tingene skal være korrekte og iorden.

Svardato er snart, vil hellere sidde her;

Men jeg har sat mig for et projekt, et projekt om at give et svar på min måde, noget originalt, noget skørt.

Jeg ved modtager læser her; måske har jeg nu givet hende en forventning, måske ikke. For hun ved, at modtager hun 'bare' (for det kan jeg heller ikke finde ud af at gøre enkelt!) et foldet stykke papir med mit svar, så er det fordi jeg ikke levede op til mine egne forventninger.