Viser opslag med etiketten strik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten strik. Vis alle opslag

torsdag den 25. november 2010

Strikkepindenes galskab.

Den sidste måneds tid, har jeg strikket på livet løs.
Det startede med at jeg manglede en hue, som kunne beskytte mit hoved mod vinterens kulde.

Det gik 'smertefrit' og jeg fik et brugbart resultat.
Jeg fik blod på tanden og kastede mig ud i nye projekter.

Her er det en 'hals' fra garnstudio, den første jeg strikkede blev for lille, fordi jeg ikke havde den rette størrelse pinde. Så den blev til en fin fødselsdagsgave til min mor. Og så måtte jeg jo strikke en ny, til  mig selv, i rette størrelse pinde.


Dette er det oprindelige fødselsdagprojekt til min mor. Hjemmestrikkede 'vanter', uden fingrer. Dog med et hul til tommelfingeren. Opskriften fandt jeg i et gammelt ude og hjemme blad.



Disse sutsko er også fra garnstudio, de er endnu ikke filtet, men jeg syntes de er ret fine alligevel.


Lige nu er jeg igang med projekt hjemmestrikkede bukser, som kan holde kolden væk, når skoven indtages på ski i børnehaven. Opskriften jeg følger er også fra garnnstudio, striberne har jeg selv 'opfundet', farverne er valgt af den kommende ejer, og han er indtil videre meget tilfreds med resultatet.



Jeg kastede mig ud i at prøve at strikke to ben på en gang, inspireret af denne side, men det gik ikke helt som planlagt. Så nu er jeg igang med et ben af gangen.

Jeg har også strikket et par vanter, og der kommer flere til. Udskød projekt tommelfinger til vi skulle have været i Danmark, da min kære mormor havde lovet mig at hjælpe med at strikke dem. -men vi nåede aldrig til Danmark. Så jeg måtte kaste mig ud i projektet selv, uden min mormors eskpertice ved hånden. Det gik nu alligevel fint. Og det kan jeg sagtens sige..... for her er jo ikke noget billed af dem, for de ligger i bilen, og den har kørt Lars på arbejde.



torsdag den 11. november 2010

Aldrig sig aldrig, sæt fokus.

I 5. klasse i håndarbejde svor jeg ALDRIG mere, at røre en strikkepind, jeg syntes det var det værste der var opfundet, og havde meget svært ved at se formålet. (Måske det handlede om formidling!) For tiden er jeg 'besat' af mine strikkepinde, jeg syntes de er fantastiske.
De strikker vanter til børnene, en dejlig varm 'hals' til mig selv, huer, hjemmestrikkede bukser til børnehavebrug er på programmet og meget andet. Inspirationen har jeg fundet her.

I 8. klasse insisterede jeg på, at jeg ALDRIG skulle være lærer. Det er så den uddannelse jeg er endt ud med at gennemføre, efter at have snust lidt til nogle andre. Håndarbejde blev aktivt valgt fra til fordel for sløjd, her havde strikkepindene en afgørende effekt. Ikke et valg jeg fortryder den dag idag, for jeg syntes sløjd er et dejligt fag. Og ikke mindst en herlig ting at sysle med i fritiden.

Jeg vil prøve at blive bedre til at få billeder på min blog, så I kan se hvad jeg driver tiden med. Lige nu syntes vejen mellem kamera/telefon og pc MEGET lang og besværlig. En proces jeg ikke har tålmodighed til at vente på. Jeg har endnu ikke svoret eller insisteret på at jeg ALDRIG mere vil overføre billeder mellem pc og kamera/telefon. For så ender jeg vel som billedredaktør på et lokalt dameblad om ca. 15 år..... ikke at det behøver at være en dårlig ting, men jeg vil hellere noget andet.

Jeg vil begynde at sætte fokus på hvad jeg vil, hvad jeg ønsker og insistere på at nå det, for så lykkes det vel!

mandag den 8. november 2010

Farvel til bomuld.

En dag i sidste uge blev jeg mødt af en kæmpe pose skiftetøj i den mindstes børnehave. Min første tanke var 'racermave' :o( indtil jeg fik læst sedlen der også hang i børnehaven, der stod;

'Farvel til bomuld, vinteren er nu over os, og det er for koldt at have bomuld på.'

En af pædagogerne sagde til mig at de havde ryddet op i 'skiftekassen' og fjernet alt det der bliver for koldt til vinteren. Jeg stod bare og måbede.......... Hvad skal der så i?

Børnehaven anbefaler at børnene har uldundertøj på, GERNE lange ærmer og ben, uldsokker, derudover skal de have fleecetøj på eller endnu et lag uld, uldvanter og uldhue og så kan de 'nøjes' med at have noget vindtæt overtøj på.

Vi skal lige have lavet en vintergarderode til 3 børn i uld og fleece. -glæder mig over at min symaskine er en god ven og jeg har en masse fleece stof liggende, så må jeg igang med at sy.
Strikkepindene er for tiden mine bedste venner, de er igang med at strikke uldvanter til børnene.

Vi glæder os vildt til der kommer sne, til vi skal ud og afprøve vores ski og til efterfølgende varm kakako og nybagte boller foran pejsen.

mandag den 25. oktober 2010

Og sådan gik det til....

at jeg fik en ny hue. :o)


Inspireret af en hue jeg strikkede sidste vinter, måtte jeg igang igen, denne gang til mig selv.





































Og selvom jeg gerne ville strikke, måtte jeg da også ud i haven og nyde det gode vejr, så måtte strikketøjet med ud.






















Den skulle pyntes med en pompom.

























Om natten blev det frost, og når tørrestativet så vælter så er der ingen der siger at tyngdekraften skal vinde og klaske vasketøjet ud over græsset, nej frossent vasketøj 'klemmer' sig naturligt fast på tørrestativet.