Jeg stirrer ud af ruden, blikket er urokkeligt, forudsigelighed er der intet af, koncentrationen er på det højeste, og med hænderne holder jeg et fast greb. Jeg forsøger at leve i nuet og prøver at tage tingene som de kommer, lige i denne situation er der ikke noget andet valg.
Vejen foran mig byder på is og slud, tågen har sænket sig over motorvejen og det småregner.
Angsten bryder let frem da vi har gjort hold ved en tank og bilen gør knas da den skal startes. Vi er endnu ikke nået forbi Uddevalla, som blev endestation sidst vi forsøgte os med en tur til Danmark. Da vi passerer stedet hvor bilen sidst var gået i stykker, ånder jeg lettet op, jeg tror fuldt ud på at vi skal nå til Danmark i denne omgang. Og alligevel tør jeg ikke være for selvsikker, for inden vi kørte havde vi lige hentet bilen fra værksted fordi den ikke kunne starte, og den sidste tur jeg havde haft i bilen, var helt uden strøm, alt blinkede og bippede inden alt gik ud. Jeg frygter den lille røde batterilampe skal begynde at lyse igen og gøre en ende på vores tur.
Og midt i tankemylder, angst, frygt, koncentration og anspændthed hører jeg tunge vejrtrækninger. Vejrtrækninger som minder mig om hvilken stor tillid der lige nu er til mig, en tillid til at jeg fører os sikkert frem til vores distination.
Jeg er nødt til at give slip på tankemylderet og alle "hvad nu hvis'erne" og holde min fulde koncentration på vejen, som er klar til at vippe os af hvis den får muligheden for det.
Lige før Hallandsåsen klarer det op, udsynet bliver helt klart og vejen bliver farbar, jeg glæder mig over at der endelig er kommet opklaring og håber det vil vare ved. Da vi når toppen af Hallandsåsen, er det som at køre ind i en mur. Tågen ligger tæt, og det er umuligt at se noget, Vejen byder på sne og is, og rigtig glat føre. Hastigheden bliver sat ned, nogle kører ud i overhalingssporet fordi de syntes det går lige langsomt nok, men de ombetemmer sig hurtigt, det er ikke til at se noget, og vejen er som brun sæbe. Heldigvis ophører det dårlige fører efter nogle kilometer.
Øresundsbron, passeres i kraftigt side vind og kort tid efter er vi sikkert fremme ved distinationen, børnene kan nu bæres ind i seng.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar