torsdag den 23. september 2010

Vinterklar!

Forberedelserne til vinter begynder så småt at indtræffe. På alle veje bliver der sat pinde op i rabatten, pinde som kan give bilister et hint om hvor vejen er når sneen tager til. En vej der ellers virker så bred, bliver pludselig smal og trang når der stor pinde på højde med bilen i begge sider. Jeg er spændt på hvor meget, eller rettere hvor lidt man kan se af dem når sneen først daler. Og bedst som man tror at pindene bliver sat op med håndkraft, så ser man et giga skrummel af en maskine kører med et lager af pinde foran sig, og en eller anden anordning til at presse pindene i jorden med. Smart! Og når sneen kommer er det en god ide at have snekæder liggende i bilen, bare sådan i tilfælde af...., men det er ikke kun bilen der skal have snekæder på, jeg har endelig fundet et sted hvor jeg kan købe snekæder til mine sandaler.

Mit største problem for tiden er, at mine sandaler afgik ved døden en dag jeg var på fjeldvandring, måske heller ikke lige det rette fodtøj til sådan en tur.
Så jeg måtte ud at købe nye sko, ja du læste rigtig sko! -selvom frosten ikke er begyndt at sætte ind endnu, så er jeg begyndt at fryse om mine tæer, det er en meget underlig/ubehagelig fornemmelse, for det har jeg ikke gjort de sidste mange år.
Her sad jeg så en stille søndag aften og nød udsigten, stilheden, den friske luft og synet af småfisk.







onsdag den 25. august 2010

En perle.

Nu lyder det måske som en foresættelse af de små skatte. -men en perle kan have flere forskellige betydninger. Det kan være et fantastisk sted, noget der beriger oplevelsen af at spise østers, en uheldig udtalelse fra en betjent, det kan være god underholdning til at lave div. perleplader eller halskæder af og det kan være knap så god underholdning når man putter dem i næsen......
Igår var vi så familien Danmark afsted babu babu med den lille med en perle i hvert næsebor. Første udfordring, hvor kører man hen? -findes der en skadestue? -hurtig løsning; det hedder legevakten. Ok, fundet, vente vente vente vente, endelig blev bette pigen og farmand kaldt ind. For at vente endnu mere, da de så endelig kom ud igen efter mødet med lægen, var det kun for at få at vide, at lægen ikke kunne få perlerne ud, så de havde fået en henvisning og skulle nu en tur forbi børneafdelingen. Straks tænker man det værste.
Jeg kørte hjem med de to store, kun for at se indkørelsen, så kunne vi vende om igen og hente den tilskadekomne. Hjemvendt efter en tur på sygehuset var hun i vældig godt humør.
-mens vi sad og ventede kørte informationsskærmen hos legevakten, med oplysninger på 8 forskellige sprog om hvad legevakten er til, hvilke opgaver de klarer og ikke mindst hvad prisen er. Børn under 12 år er gratis, ellers betaler man et beløb alt efter hvad klokken er. Og selv om børn er gratis, så skal man betale for 'forbrug'. Tangen de brugte må have været en genbrugstang, for vi har ikke fået nogen regning.

tirsdag den 24. august 2010

Affaldssortering.

Affaldssorteringen er en videnskab i den kommune vi bor i, og alligevel så er den ganske enkel, jeg skal nok bare lige vende mig til det og finde hoved og hale, og ikke mindst et system der virker for mig og vores familie.
Her på gården er der 3 skraldespande, 1 til avis, 1 til bio og 1 til restaffald, derudover har vi sække til at sortere plastik i. Og så kan man også få en spand til at sortere glas affald i.
Selv mine papkasser som jeg ikke skal bruge mere sætter jeg ned til skraldespanden, så bliver de hentet.
Er jeg ved at løbe tør for de der specielle bioposer, så binder jeg en pose på biospanden, og så leverer skraldemanden en ny sendning, når han kommer forbi ugen efter.
Glas, plastik, avis bliver ikke tømt så tit, og det kan være svært at holde rede på hvornår hvad skal sættes ud, men det findes der også en løsning på. Der bliver til årsskiftet delt en kalender ud til samtlige husstande, en flot dekoreret en som kan hænge på væggen, og her står der meget nemt og overskueligt hvilket skrald der bliver hentet i hvilke uger. Er man kommet til at smide sin kalender ud eller er i tvivl om noget, så går man da bare ind på 'hjemmesiden for skrald' og tjekker hvornår man får tømt hvad, og der er en grundig vejledning til hvordan man sorterer.

mandag den 23. august 2010

De små skatte.

Som jeg glæder mig til at udforske mere.

Jeg glæder mig over at bo på landet, marker omkring mig, fjeld og heste i baghaven og mega meget græs børnene kan boltre sig på. Jeg nyder stilheden, fugle der kvidrer og hopper rundt ude foran køkkenvinduet, kun afbrudt af lyden af et fly indimellem, og den begejstring det giver hos børnene. Når alt bliver for stille er der ikke langt til den nærmeste by, til butikker, skole, børnehaver og mennesker. Men lidt længere væk ligger Tønsberg, en 'storby' med masser af liv, sjæl og charme, jeg faldt pladask for byen første gang jeg så den. Det er altid liv i byen, uanset om det er sent på eftermidaggen, tidlig morgen eller søndag formiddag. Tønsberg er blevet et sted vi kører hen og ordner praktiske ting om fredagen, et sted hvor vi går en tur i byen, nyder impulserne fra bylivet, handler, ser på både i havnen og hygger os. Når nu turen er kørt og vi har betalt 15 kr. i bompenge, så er det noget vi vælger at sætte pris på og nyde.
I Tønsberg har jeg fundet nogle små hyggelige butikker jeg glæder mig til at 'tage i brug'. -den ene er en tøjforretning, (er taget i brug) i lørdags fandt jeg er rigtig lækker kjole i den. Så er der diverse helsekost forretninger og ikke mindst en lille hyggelig stofbutik, den er lige som en lille grotte, pakket med de lækreste typer af stof. -det er helt sikkert mange andre butikker derind, jeg skal bare finde dem. Lad skattejagten begynde.

Igår var vi på høstmarked, et høstmarked der ligner meget dem vi har været på i Danmark og så alligevel ikke. -men hold op en masse små skatte der stod rundt omkring. Et høstamrked, der har givet anledning til mange kreative tanker. Herefter kørte vi ud til en sø for at fiske, sikke en lækker plet vi fandt, der var ligesom anlagt lidt badestrand i vandkanten, inden det bare gik nedad. En hyggelig plet som vi ikke kun besøger den ene gang.

Nogle gange ligger de største skatte lige for vores fødder, vores næser kan bare være for store, så de skygger for udsynet.
Den største skat jeg har fundet her i Norge er, at jeg kan kysse min mand godnat hver dag.

torsdag den 19. august 2010

Mødet med skolen.

Igår var det så endelig første skoledag. -en dag der var ventet med længsel og spænding. Det var Lars' opgave at være med som 'tolk' på denne første dag. Bare for at gøre mødet lidt 'blødere'.
Mødet med en storsmilende pige, fortalte mig at det havde været en god dag, med mange indtryk. -der blev fortalt vidt og bredt om dagen. Der blev sagt med et stort smil, jeg har fået to nye veninder idag. Og så var der blandt andet delt refleksbamser ud til alle elever, postmapper, kontaktbøger og en ugeplan. Til min store overraskelse opdagede jeg, at der er engelsk på skemaet. Ugens engelske ord er; red, green, blue and yellow. -læse, skrive og sige.

Til morgen var det så min tur til at køre til skolen, men ikke for at deltage, idag var der skole på egen hånd. Da vi trådte ind i skolegården, blev vi mødt af en lærer i gul trafikvest. Det var gårdvagten, der stod og tog imod eleverne og sagde godmorgen. Da vi var halvvejs igennem skolegården og skulle til at krydse fodboldbanen, blev der inviteret til boldspil af en af drengene fra klassen. Jeg undrede mig over alle skoletaskerne der stod på række i skolegården, det vidste sig da klokken ringede at alle eleverne stod på række og så kom læreren og lukkede dem ind.
2. klasse skulle stille op 2 og 2 og så blev to-tabellen sagt. Derefter blev der sagt godmorgen på engelsk og spurgt hvem der manglede til morgen. Og så blev det tid til at komme ind i klassen og finde sin nye plads. Her blev der taget afsked; 'vi ses når du har fri, ha' en dejlig dag'.

Til morgen lå der også en indbydelse til fødselsdag, allerede på lørdag. Mine tanker kredsede, hvordan gør man med gaver i Norge, hvad er prislejet, hvad ønsker norske piger sig (når jeg kigger i legetøjskataloget er det meget lig det danske!) -jeg måtte huske at spørge læreren når jeg skulle hente igen. Hun fortalte mig at i denne klasse havde man valgt, at forældrene til fødselsdagbarnet køber en gave fra klassen, ikke noget med indsamling eller en masse små ens gaver

onsdag den 18. august 2010

Weekendens udskejelser.

Weekenden stod på kort visit i Danmark, det sidste flyttelæs skulle køres.
Jeg var inviteret til fødselsdag, så mens Lars knoklede i huset, havde jeg en dag for mig sig, helt for mig selv. -der var en mission med dagen, jeg skulle en tur i Amager centret. Da Lars jo havde taget vores bil, så måtte jeg ty til andre transportmidler, så jeg nupsede min mors cykel.

Turen mod Amager centret var en oplevelse, alt lignede sig selv og alligevel var alt forandret. Træer stod som de altid havde gjort, huse havde sammen farve som for 15 år siden, butikkerne lå samme sted som altid, nogle med opfriskede facader. Minder fra barndommen strømmede frem, jeg kom sådan til at grine, da jeg huskede mine to veninder og jeg selv på min fars cykel, (den havde bagagebærer foran også) med en larmende ghettoblaster. og jeg glemmer aldrig vindstødet der kastede mig og min cykel ud midt i et lyskryds.
At træde i cykelpedalerne rundt på amager, var lige som at være hjemme igen. Cyklen førte mig forbi min farmor, på uventet besøg.

Aftenen stod på fødselsdag, det var ihvertfald det indbydelsen sagde, men men det var et hemmeligt bryllup der var inviteret til. Jeg skulle følges med en veninde derud, og da jeg spurgte hvordan hun ville komme derud, sagde hun som den største selvfølgelighed, at vi skulle over Brygge-broen, ja ja tænkte jeg, nu rabler det da for hende. Hvad er det nu for nogle nye slang de er begyndt at bruge herinde i København. Indtil det gik op for mig at der var etableret en ny bro mellem Islands Brygge og Fisketorvet, som hedder Brygge-broen.
Heldigvis var det ikke en havefest de havde inviteret til, så mens regnen silede ned udenfor, blev der festet indendørs. Heldigvis var der ophold i regnvejret da jeg igen satte mig op på cyklen for at træde pedalerne rundt, så jeg kunne komme hjem.

Søndag morgen lå der en kørertur foran os på små 10 timer, men vi kom hjem med det sidste flyttelæs. Flyttelæsset indeholdt alle små dimsedutter, dingenoter, knager, min symaskine og andet godt. Desværre havde vi ingen pressening med, og det før omtalte regnvejr, havde kærligt taget sig af vores flytttelæs. Noget var ødelagt af regnen, men det meste havde overlevet.

Nu er ugen så godt igang, faktisk så er den halvt færdig.
Idag er dagen hvor det er første skoledag, jeg sidder herhjemme med sommerfugle i maven. Glæder mig til at høre hvordan det er gået og hvor meget (sprogligt) der er forstået.

lørdag den 14. august 2010

Besøg på skolen.

Igår var vi på besøg på skolen,
for at tale med den nye klasselærer. Det eneste vi mødte på skolen, var smilende mennesker der alle gav hånd og sagde hej. Så kom klasselæreren, storsmilende og på bare tæer. (Lars mente det var fordi det er sommer, jeg glæder mig til at se hende i sandaler til vinter ;o) synger; jeg er ikke alene....) Fantastisk imødekommende kvinde!

Vi fik mange informationer og blev vist rundt på skolen, hvor vi hilste på nogle af børnene der også går i klassen. (og jeg lurerede lige, at hver lærer har deres EGEN arbejdsplads på skolen, hver deres skrivebord med plads til bøger, pc, kamera etc.)

Hver morgen starter klasselæreren matematik undervisningen i skolegården, hvor eleverne tæller, både på norsk og engelsk, deler og laver regnstykker. Og hver tirsdag er udedag, uanset vejret, så er de ude fra 10 ca til skolefri 13:30. Om vinteren når der er sne, bruger de tirsdagen til at stå på ski. Så nu skal vi på jagt efter børneski....

Jeg glæder mig vildt, til at lærer mere om det norske skolesystem. Glæder mig til at høre om første skoledag, som Lars skal opleve på nært hold. Vi har en pige med SOMMERFUGLE i maven, og det er vidst ikke kun ét kuld der ligger derinde og blafrer.

Idag er vi inviteret til cowboyfest. -det er sønnen af vores udlejer, der har inviteret til høstfest. Vi har desværre været nødt til at sige 'nej tak' da vi er et smut i Danmark, for at ordne det sidste i huset, og jeg skal til fødselsdag. -men vi er beæret over at være inviteret med.

Næste uge byder; starten på hverdagen, enden på ferien.